90 »Det er en Sildepranger«, sagde Ditte som laa paa Knæ paa en Stol ved Vinduet. »Skal jeg lukke op?« »Ja lad du ’en bare komme ind.« Ditte slog Bolten fra Døren, og Manden kom stolprende ind. Han havde store Træskostøvler paa, som Bukserne var stoppet ned i; det gungrede ordentlig naar han traadte, og han kunde ikke gaa oprejst i Bryggerset. Han stod lidt i Døren og saa sig om; Ditte var tyet om bag Bedstes Rok. Saa gik han frem i Stuen og vilde give Haand. Ditte brast i Latter ved hans Forvirring ovex-, at den Gamle ikke rakte ham Haanden. »Bedste er jo blind!« sagde hun spruttende. »Naa er I det? Ja saa er det næsten urimeligt at forlange, at I skal kunne se«, sagde han polisk og tog selv den Gamles Haand. »Jeg er nu ellers Jeres Svigersøn, naar jeg selv skal sige det«. Det rungede indvendig i ham, naar han talte — af godt Humør. Maren rejste ivrigt Hovedet. »Med hvilken af Tøsene er saa det?« spurgte hun. »Med hende som er Mor til Ungen dér,« svarede han og slog efter Ditte med sin store Bulehat. »Se saadan helt lovformeligt i Orden er det jo ikke endnu; Præsten har vi sparet foreløbig til det bliver strængt nødvendigt — for der er saa meget andet der gaar først. Men Hus og Hjem har vi, saa fattigt det end kan være. Vi bor en god Mils Vej inde paa den anden Side Overdrevet —