93 det skulde hun nok lade være med, i Dag og altid saa længe hun levede. Det brændte hende om Ørerne af Skam over, at hendes ny Far havde faaet det at vide, og at nu ogsaa Bagerens vilde faa at vide, hvad for en Skarns Tøs hun var mod Bedste. Og lyve sig fra det vilde hun ikke. At klare sig med en Løgn var lige som at stikke Tidsel, sagde Bedste altid, man stikker Hovedet af én — og saa skyder der et halv Dusin op hvor den har staaet. Ditte kendte det af Erfaring, Løgn blev ved at komme igen med mangedobbelt Besvær; hendes lille Hjærne havde gjort op, at det ikke kunde betale sig at lyve. Lars Peter Hansen sad ved Vinduet og kiggede efter Ungen, mens hun luntede ud ad Vejen og pludse- lig gav sig til at løbe stærkt. »Kan I nok tumle hende?« spurgte han den Gamle. »Hun er saamænd god nok«, sagde Maren ude fra Køkkenet, hvor hun gik og fumlede for at faa Ild paa Komfuret. »Jeg har ingen bedre at støtte mig til — og ønsker heller ikke. Men hun er et Barn, og en anden er gammel og besværlig — det gør jo altid sin Modsætning. Føllet vil slaa bag op, og det gamle Hors vil have Lov at staa og falde i Staver. Det er ikke Plasér at leve sin Barndom op ad Affældigheden.« Ditte var helt stakaandet, da hun kom ind til Bageren, saa hurtig havde hun løbet for i en Fart at komme hjem igen til den store ludende Mand med den godmodige Brummen.