Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- XI. Den nye Far
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread.
/ Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
mange Gange og haft sin Glæde af det. Bedste
forstod det ikke; med Hjælpeløsheden blev hun
graadig og kunde ikke faa nok at spise; nu var
det hende, som helst skulde have alting i Munden.
Men dengang havde de været efter Barnet, af
Frygt for at hun skulde faa noget stygt i sig og
blive syg. Især Søren var
bange. »Ikke putte i
Munden!« lød det jævnlig fra ham. Saa maabede
Ungen en Stund paa ham, tog Tingen af Munden
og prøvede at stikke den i Munden paa ham. Var
det et Forsøg paa at faa en
Medskyldig, eller troede
den Lille, at det var fordi han selv vilde sutte paa
Tingen, han forbød hende det? Søren fik aldrig
Klarhed over dette.
I al Fald lærte Ditte tidlig at regne med andre
Menneskers Egenkærlighed. Naar de gav hende
gode Raad eller irettesatte hende, var det ikke saa
meget Hensynet til hende som til et eller andet i
dem selv, der var det bestemmende. Naar de
større Tøser mødte hende paa Vejen med et Æble
i Haanden, sagde de: »Smid det væmmelige Æble,
ellers faar du Orm!« Men Ditte smed det ikke
længer; hun havde opdaget, at de saa bare gik
hen og tog det bagefter
—
og selv spiste det. Det
hele var ikke saa lige til længer; der var som Regel
noget bagved det, man saa og hørte, og det var
ofte det egentlige.
Undertiden holdt Menneskene, man kom ud for,
det der var det afgørende for én gemt bag Ryg-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Tue Nov 11 10:29:16 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ditte/1/0108.html