96 mange Gange og haft sin Glæde af det. Bedste forstod det ikke; med Hjælpeløsheden blev hun graadig og kunde ikke faa nok at spise; nu var det hende, som helst skulde have alting i Munden. Men dengang havde de været efter Barnet, af Frygt for at hun skulde faa noget stygt i sig og blive syg. Især Søren var bange. »Ikke putte i Munden!« lød det jævnlig fra ham. Saa maabede Ungen en Stund paa ham, tog Tingen af Munden og prøvede at stikke den i Munden paa ham. Var det et Forsøg paa at faa en Medskyldig, eller troede den Lille, at det var fordi han selv vilde sutte paa Tingen, han forbød hende det? Søren fik aldrig Klarhed over dette. I al Fald lærte Ditte tidlig at regne med andre Menneskers Egenkærlighed. Naar de gav hende gode Raad eller irettesatte hende, var det ikke saa meget Hensynet til hende som til et eller andet i dem selv, der var det bestemmende. Naar de større Tøser mødte hende paa Vejen med et Æble i Haanden, sagde de: »Smid det væmmelige Æble, ellers faar du Orm!« Men Ditte smed det ikke længer; hun havde opdaget, at de saa bare gik hen og tog det bagefter — og selv spiste det. Det hele var ikke saa lige til længer; der var som Regel noget bagved det, man saa og hørte, og det var ofte det egentlige. Undertiden holdt Menneskene, man kom ud for, det der var det afgørende for én gemt bag Ryg-