Andersen Nexø. 7 97 gen — en Kæp f. Eks.; det var altid klogt at se sig for. Med Bedste var det naturligvis ikke saadan. Hun var simpelthen Bedste under alle Omskiftelser, og hende behøvede man ikke være vagtsom overfor. Hun blev blot mere klynkende, og god til at skaffe var hun ikke længer. Ditte maatte bære sin store Del af Byrden og var allerede helt forslagen til at skalfe til Huse; hun vidste naar de kærnede eller slagtede paa Gaardene, og stillede paa sine bare Fødder for at bede om lidt til Bedste. »Hvorfor melder I jer ikke paa Sognet?« sagde nogle men gav alligevel; man maatte ikke vise nogen Træn- gende fra sin Dør, skulde der være Velsignelse i Sulet. Men Respekten for Bedste kunde hun ikke blive ved at bevare under de ny Forhold; hun be- handlede hende stadig mere som et stort pyldrende Barn, irettesatte den Gamle og snakkede godt for hende igen. »Ja du kan sagtens snakke,« sagde den Gamle »du har dit Syn og gode Ben, for dig ligger alle Veje fremefter aabne. Men en anden har kun Graven at glæde sig til.« »Vil du da gærne dø?« spurgte Ditte — »og ud til Gammelfar Søren?« Nej vist vilde Bedste ikke gærne dø. Men Gra- ven kunde hun ikke lade være at dvæle ved; den baade mindede og afskrækkede. De trætte Lem- mer kunde ikke faa rigtig udhvilet, en lang, lang Søvn under Grønsværen derude ved Sørens Side