98 var helt lokkende at tænke paa, blot man kunde være sikker paa, at man ikke frøs. Ja, og saa at Tøsen fik det nogenlunde, naturligvis. »Saa gaar jeg bare over til min nye Far,« erklæ- rede Ditte hvergang Talen faldt paa dette; hende skulde Bedste ingen Bekymring have for. »Men tror du, Gammelfar Søren er dernede endnu?« Ja det var jo det, Gamle Maren ikke var helt sikker paa. Hun kunde godt forestille sig Graven som den sidste endelige Afslutning, og hvile godt ud i den Forestilling; nogen større Salighed var ikke til at tænke end den at lægge sit trætte Ho- ved, hvor der ingen Vogne kom, være fritaget i al Evighed for Værk og Uro og Dødstræthed og alle Bekymringer og blot hvile. Men kanske fik én ikke Lov til det — der snakkedes saa meget, Præ- sten sagde ét og Missionsprædikanten et andet. Kanske var Søren slet ikke dernede mere, men hun skulde ud paa Farten og lede ham op. Det kunde blive vidtløftigt nok, hvis han da efter Dø- den var blevet iført sit Ungdoms Skrud igen. Sø- ren havde været en vild og vidtløftig Krabat i sine unge Dage. Hvor Søren var, maatte Maren ogsaa hen, det kunde der kun være én Mening om. Men helst saa hun det magede sig saadan, at hun kunde ligge ved hans Side og hvile, rigtig hvile til Veder- lag for alle de drøje Aar. »Saa gaar jeg bare til min nye Far!« gentog Ditte; det var blevet hendes Omkvæd. »Ja gør du kun det!« svarede Maren stødt; hun