7 * 99 kunde ikke lide, at Barnet tog Spørgsmaalet saa roligt. Men Ditte trængte til nogen, der kunde betrygge hende Tilværelsen. Bedste duede ikke, hun var for gammel og hjælpeløs, og hun var en Kone. Det skulde være en Mand! Og nu havde hun fun- det ham. Hun puttede sig og faldt i Søvn bag Bedstes Byg paa en anden Maade end før; nu havde hun en rigtig Far ligesom andre Børn, én der var gift med hendes Mor og tilmed holdt Hest og Vogn. Den unge skaldede Sandgaardsbonde, der var saa afpillet og gærrig, at man kom til at fryse i hans Nærhed, havde hun aldrig kunnet gøre sig rigtig fortrolig med, dertil var han for kold og ligegyldig. Men Rakkeren havde taget hende mellem sine Knæ og sunget hende ind i Øret med sin Bulderbasse- Stemme. De kunde raabe Horeunge nu saa meget de vilde, det gjorde hende ikke noget. Hun havde en Far, der var større end nogen andens, han maatte dukke sig for at være under Bjælken i Bedstes Stue. Alting var tryggere nu, man faldt rigere i Søvn og slog Øjnene op igen — ikke skuffet som naar man havde drømt — men med den samme Følelse af god Raad. En saadan Far, det var noget helt andet at forlade sig paa, end en Bedste der var gammel og blind og ikke bestod af andet end Klude. Naar den Gamle klædte sig af om Aftenen, saå Ditte stadig lige forbavset, hvordan hun kunde lægge Skørt efter Skørt, Bul efter Bul, og blive