100 tyndere og tyndere til der som ved Trolddom ikke var andet tilbage af den tykke Bedstemor end et afpillet Fugleskrot, en vissen Morlil der peb gestent ligesom den utætte Puster derude i Skorstenen. De glædede sig omkap til Dagen, da den ny Far skulde komme og hente dem til Brylluppet. Saa havde han naturligvis en rigtig Stadsvogn med Age- stole og Fjedre — det andet var jo kun Rakke- vognen. En skønne Dag naar de var allermest ked af det hele og hverken vidste Udvej for Mad eller Kaffe, ja saa hørte de én slaa et lj'stigt Knald uden for Vinduet, og der holdt han ude! Hau hilste dybt med Pisken, Gavtyv som han var; og mens de steg til Vogns, sad han og paraderede med Pi- sken lige i Vejret — som Herskabskusken paa Elle- bækgaard. Maren det gamle Skind havde der endnu aldrig holdt nogen for Døren efter; hun var næsten endnu mere spændt end Tøsen og udmalede det hele for hende. »Og her har én gaaet og tænkt, at der al- drig vilde komme til at holde Vogn for Døren efter én, før én skulde køres ud paa Kirkegaar- den,« sagde hun hvergang. »Men saadan er det, din Mor har altid haft en Svaghed for det fine.« Der [var kommet Spænding ind i deres fattige Tilværelse. Ditte kedede sig ikke mere og behø- vede ikke at finde paa Skarnsstykker for at holde sin lille Pære vaagen. Hun havde ogsaa faaet noget i Retning af Ansvarsfølelse over for Bedste, nu denne var afhængig af hendes Forsorg — de kom meget