101 bedre ud af det med hinanden. »Du er saa god ved mig gamle Liv, Barn,« brød det stundom ud af Maren. Saa græd de ind til hinanden uden at gøre sig Rede for hvorfor. Den lille vaagne Tøs var nu Øjne for Bedste og- saa; gamle Maren maatte vænne sig til at gøre de fleste af sine Iagttagelser ved Hjælp af Ditte. Og da hun først havde vænnet sig til det og fattet rig- tig Tillid til Tøsen, gik det helt godt. Skulde det hænde, at Ditte faldt for Fristelsen til at lave lidt Løjer, sagde Maren blot: »Du narrer mig vel ikke, Barn?« saa blev Tøsen straks alvorlig igen. Op- vakt og adræt var hun, Maren skulde ikke ønske sig bedre Øjne end hendes, naar hun ikke kunde faa sine egne igen. Der sad man og fumlede sig frem og vendte de slukte Øjne efter hver en Lyd uden at faa noget rigtigt at vide! Men takket være Ditte kunde den Gamle efterhaanden tage de vig- tigste Livsvaner op igen. Mest maaske af alt havde det knebet hende at undvære Himlen. For Maren havde Vejret altid spillet en Rolle; ikke saa meget det Vejr der var inde, som det der vilde komme. Det var Fisker- tøsen i hende; hun efterlignede blot sin Mor — og hendes Mor igen — naar hun, lige fra hun fik Vid og Dømmekraft, kiggede efter Himlen tidlig og silde. Himlen var det der raadede for det hele, jsatte Ma- den paa Bordet fra Dag til Dag og — naar den var ond — fejede Bordet rent én Gang for alle ved at tage F’orsørgeren. Himlen var det første hendes