102 Øjne søgte om Morgenen; hendes sidste Gang, før hun gik til Køjs, galdt den. »Vi faar Uvejr til Natten,« kunde hun sige, naar hun kom ind, eller: »I Morgen bliver der godt med Fisk!« Ditte be- greb aldrig hvor hun havde det fra. Nu kom Maren ikke meget ud, og Vejrudsigterne kunde for saa vidt være hende ret ligegyldige, men hun var lige optaget af dem. »Hvordan er Him- len?« spurgte hun jævnlig. Ditte løb ud og kig- gede, uhyre optaget af sit Hværv. »Den er rød,« kom hun ind og meldte — »og saa rider der en Mand hen over den paa en vaad vaad Hest. Faar vi saa Regn?« »Gaar Solen ned i en Sæk?« spurgte Bedste. Ditte løb ud igen for at se. »Der er slet ingen Sol,« kom hun ind og meldte, spændt. Men Bedste rystede paa Hovedet, Tøsens For- klaringer var ikke til at finde ud af; hun havde for megen Fjantasi. »Har du set Katten spise Græs i Dag?« spurgte Maren, naar hun havde siddet lidt. Nej, det havde Ditte ikke set den gøre. Men den havde hoppet i Luften efter Fluerne. Maren grundede. Naa, ja ja, for det gode var det vel ikke. »Se efter, om der er Stjærner under Kaffekedlen,« sagde hun. Ditte løftede den tunge Kobberkeddel af Skor- stenen — ja der var Ildstjærner i Soden, de krøb