103 hen over Kedlens Bund som et Mylr af gnistrende Kryb. »Saa faar vi Storm,« sagde Bedste lettet, »jeg har kunnet mærke den flere Dage som Jav i mine Kny- ster.« Indtraf det saa virkelig med Storm, huskede Maren altid at sige: »Kan du saa se, hvad jeg sagde.« Og Ditte undrede sig over Bedstes Klog- skab. »Er det derfor, Folk kalder dig Kloge Maren?« spurgte hun. »Ja, det er saamænd. Men der hørte nu ikke meget til at være klogere end de andre — bare én havde sit Syn. For Menneskene er nogle store Toske — de fleste af dem.« Lars Peter Hansen hverken saa eller hørte de noget til i næsten et Aar. Naar der kom farende Folk forbi, som kunde tænkes at være henne fra de Kanter, spurgte de dem ud; men stort klogere blev de ikke af det. Til sidst tvivlede de næsten om, at han virkelig var til; det var vel en Drøm det hele, ligesom det med Æventyrhuset i Skoven! Og saa en Dag holdt han alligevel lyslevende for Døren. Han knaldede ikke just med Pisken — en lang Hasselkæp med en Sejlgarnssnor i — men han forsøgte paa det; og Storeklavs, det gamle Knokkelværk, svarede med at kaste Nakken bag- over og hvine. Vognen var den samme som sidst, men der var sat en rigtig Agestol paa med grøn polstret Ryg, som Stopningen strittede ud af. Hans store Bulehat var ogsaa den samme, den lyste helt