104 mosgroet af Ælde og var fuld af Støv og Hakkelse og Spindelvæv i Bulerne. Haaret buskede frem under den saa vildtvoksende og mangfoldig isprængt med Vejstøv, Burrer og meget andet, at Himlens Fugle maatte føle sig fristet til at bygge Rede i det. »Naa hvad siger I saa til en lille Køretur idag,« raabte han muntert, idet han kom stampende ind. »Bringer jeg ikke godt Solskinsvejr hva’?« Det kunde han nu sagtens, for Bedste havde sørget for godt Søndagsvejr allerede i Gaar, skønt hun ikke anede noget om dette her. I Aftes havde hun strøget sin Haand over den duggede Rude og sagt: »Der er da Dug for Morgensolen at tindre i.« Lars Peter Hansen maatte slaa sig til Ro, mens Ditte tændte op og lavede Kaffe til ham. »Du er da en farlig dygtig Pige,« udbrød han, da Ditte kom og satte Kaffen for ham, »du skal have et Kys.« Han løftede hende op til sig og kyssede hende, og Ditte lagde Ansigtet ind til hans stub- bede Kind og sad ganske stille. Pludselig opdagede han, at han blev vaad paa Kinden, og vendte hen- des Ansigt imod sig. »Har jeg gjort dig Fortræd?« sagde han forskrækket og satte hende ned. »Nej, vist ej,« sagde den Gamle. »Barnet har bare gaaet og glædet sig saa urimeligt til et Kys af sin Far, og nu er det da endelig gaaet i Op- fyldelse — saa lidt det er. Lad du hende bare græde færdig; Barnetaarer væder kun Kinden.« Men Lars Peter Hansen gik efter Ditte ind i Tørveskuret, hvor hun laa sammenrullet i en Krog