106 ledes ud her fra Vognen, end naar man gik nede i det paa sine bare Ben; det var som om alting nejede sig for Ditte, Bakker og Skove og det hele. Hun var ikke forvænt med at køre, og dette var første Gang hun kørte i Stads og saa ovenfra ned paa Tingene. Alle de drøje Bakker, som ellers rejste sig tungt og spærrende foran hende og tidt havde gjort de smaa Fødder nok af det, i Dag lagde de sig ned og sagde: Værsgod Ditte, du maa gærne køre hen over osl Alt det fik Bedste jo ingen Del i; men hun følte Solen bage paa sin gamle Ryg og var i højtideligt Humør. Storeklavs forhastede sig ikke, og Lars Peter Hansen lod den selv om at holde Hus med Kræf- terne og Vejlængden. Han sad hele Tiden og smaa- tjattede den med Pisken; det var en Vane han havde, og Storeklavs kunde ikke undvære denne Smaadikken over Krydset. Blot han holdt inde det Øjeblik, mens han pegede med Pisken ud over Landskabet, kastede den utaalmodigt med Hovedet og saa sig tilbage — til stor Fornøjelse for Ditte. »Kan den slet ikke løbe?« spurgte hun og stil- lede sig mellem hans Knæ. »Jo jo, det kan du tro den kan!« svarede Lars Peter Hansen stolt. Han hankede op i Tømmen og gav den en lille Opstrammer, men Storeklavs stansede blot og saa sig forundret tilbage. Og for hvert nyt Rap han gav den, slog den med Halen og huggede Hovedet op og ned. Ditte morede sig, saa det gik i hendes lille Krop.