108 Peter. »En halv Mil nede til Venstre har vi den store Arresø. Mormor har en fin Næse for vaade Varer.« Han smaaklukkede over sin Brander. »Det Vand skal være, saa én kan drikke det uden Fortræd,« sagde Maren tankefuld — »Søren har fortalt mig om det. Vi skulde været en Tur derind og blusse efter Aal, men det blev aldrig til noget. Det skal være saa skønt hen over Vandet, naar de blusser fjærn og nær i Sommernatteft.« Ind imellem berettede Lars Peter om Forholdene derhjemme. Bryllup var dette egenlig ikke, for de var blevet gift for snart tre Fjerdingaar siden — i al Gedulgthed. »Det havde Hast,« forklarede han undskyldende. »I skulde jo ellers have været med.« Maren blev lidt tavs; hun havde glædet sig til at overvære, at i al Fald ét af hendes Pigebørn gik frem for Alteret som Brud. Nu blev det intet af. Men ellers var det da en dejlig Tur. »Har I saa Smaafolk derhjemme nu?« spurgte hun lidt efter. »En Dreng,« svarede Lars Peter, »en rigtig lille Himmel-Gavtyv — og sin Mor op ad Dage!« Han blev helt feststemt ved Tanken om den Lille. »Sø- rine er forresten paa Vej igen,« tilføjede han sagte. »I tager godt i,« sagde Maren. »Hvordan har hun det?« »Denne Gang er hun lidt utilpas. Hun klager over Halsbrynde.« »Saa bliver det en langhaaret Tøs,« erklærede