,109 Maren afgjort. »Og godt paa Vej maa hun være, siden Haaret kan hænge Moderen ud af Halsen.« Det var en dejlig Septeinberdag. Alting lugtede muldent, og Luften var fuld af Væde, der slog sig ned her og dér over det solbeskinnede Land, hang som blaalig Dis mellem Træerne og sank til Hvile i Lavningerne, saa hver Eng og Mose blev en skinnende hvid Sø. Ditte maa tte undres over, saa uendelig stor Ver- den var. Bestandig dukkede der nyt frem forude: Skove, Landsbyer, Kirker; kun Verdens Grænse, som hun hvert Øjeblik ventede skulde stige op langt ude og gøre en Ende paa det hele, viste sig ikke. Langt nede i Syd skinnede nogle Taarne i Solen; det var et Kongeslot, sagde hendes Far — hendes lille Hjærte slog helt op i Halskirtlerne da han sagde det. Og forude —. »Ja hvad er det nu igen for en Lugt?« udbrød Bedste pludselig og snusede ind. »Her lugter salt! Vi maa være i Nærheden af Hav.« »I Nærheden er vi just ikke, der er over en Mil hen. Kan I virkelig lugte Havet?« Ja ja! Ingen behøvede komme og fortælle Gamle Maren, naar de nærmede sig Hav; dertil havde hun levet for meget af sit Liv i dets Nærhed. »Og hvad kan det saa være for et Hav?« spurgte hun. »Det samme som omme ved jer,« svarede Lars Peter. »Det er ellers lidt nok at køre tværs igennem Landet for,« sagde Maren leende.