110 Og saa var de fremme. Det kom helt bag paa dem, da Storeklavs pludselig stansede og Lars Peter sprang af Vognen. »Se saa,« sagde han og løftede dem ned paa Jorden. Sørine kom ud med sin Dreng paa Armen; hun var saa før, at Drengen kunde støtte paa hendes Mave. Stor og stærk var hun blevet, at fornemme efter hendes hele Væsen. Ditte blev bange for det store rødlige Kvindfolk og søgte Ly bag Bedste. »Det er fordi hun ikke kender dig,« sagde Maren, »det retter sig nok.« Men Sørine blev vred. »Saa, lad os nu være fri for Skabei'i, Tøs!« sagde hun og rev hende frem. »Kys din Mor, straks!« Ditte gav sig til at brøle og sled sig fra hende; og det kunde ses paa Sørine, at hun var til Sinds straks paa Stedet at gøre sin Forældreret gældende og tugte Barnet. Manden lagde sig hastigt imel- lem ved at snuppe Ditte og sætte hende op paa Storeklavs. »Klap saa Storeklavs og sig den Tak for, at den har trukket saa flinkt,« sagde han. Han fik Ditte til at tie, og bar hende hen til Sø- rine: »Kys saa Mor!« sagde han, og Ditte bød føje- ligt Munden frem. Men nu vilde Sørine ikke. Hun sendte Barnet et ondt Blik og gik hen for at poste Vand til Hesten. Sørine havde slagtet et Par Kyllinger i Anledning af deres Besøg, og gjorde det i det hele godt nok, for saa vidt som hun sørgede rigeligt for Mad og Drikke til dem; men Venligheden var der Maade med. Hun havde altid været kold af sig og jset