111 mest paa sit eget, og det var ikke blevet bedre med Aarene. Allerede næste Formiddag slog Gamle Maren paa, at de vel maatte se at komme hjem igen, og Sørine gjorde ingen Indvendinger. Efter Middag spændte Lars Peter for og løftede dem til Vogns, og de trillede hjemad, lette i Sindet over, at det var overstaaet. Selv Lars Peter var en an- den herude i Landskabet end hjemme, han sang og sagde Morsomheder; hjemme færdedes han som bar han paa raadne Æg. De var helt glade, da de igen satte Foden i Næs- hytten. »Gud ske Tak og Lov, at vi ikke skal have Brødet tildelt af din Mor,« sagde Bedste, da Lars Peter Hansen havde taget Afsked; og Ditte slog Armene om Halsen paa den Gamle og kyssede hende. I Dag forstod hun rigtig, hvad Bedste var værd. Noget af en Skuffelse havde det været. Sørine var ikke den, de havde ventet, og Ejendommen var der ikke stor Stads ved. Saa vidt Bedste kunde forstaa af Dittes Beskrivelser, var det hele nær- mest nogle Jordhytter, som de havde givet Navnet Stuehus, Lade og lignende. Staa Maal med Næs- hytten her kunde det paa ingen Maade. Men Køreturen havde været dejlig.