113 Hals, klatrede han op i Galgen, firede sig ned paa Misdæderens Skuldre og sad dér og red. Ret meget godt var der altsaa ikke at slægte paa, og noget at stadse sig med var der nu slet ikke. Lars Peter maa vel have haft en Fornemmelse af det samme, for som ganske ung vendte han Hjem- egnen Ryggen. Han tog over Vandet ved Lynæs og gav sig til at søge Tjeneste i Nordsjælland — han vilde være Bonde. Han var en støt og ordent- lig Fyr, og stærk som en Tyr var han; enhver Bonde vilde gærne have ham i sit Brød. Men hvis han troede, han kunde rende fra noget, tog han fejl. Rygtet om hans Oprindelse fulgte ham trofast i Hælene og skadede ham paa den ene og den anden Maade. Han kunde lige saa godt prøvet at flygte fra sin Skygge. Heldigvis var han ikke slem til at tage sig noget nær. Han havde et godt Sind — hvor han nu havde det fra — der var ikke ond Blodsdraabe i ham. Ved at bøde paa sin skidt Herkomst med Kræfter og Paalidelighed holdt han sig paa Lige med de andre Unge; ja det hændte tilmed, at en velhavende Pige forsaa sig paa hans Kræfter og sorte Haar og abselut vilde have ham til Mand. De naaede ogsaa at blive forlovede trods Mod- standen fra hendes Familie; men kort efter døde hun, saa hendes Penge fik han da ikke fat i. Saadan sad han i Uheld, om det nu var Fæd- renes Synd der nedarvedes paa ham; der var ingen rigtig Lykke ved ham. Men Lars Peter tog det Andersen Nexø. 8