Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- XII. Rakkeren!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread.
/ Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
som de Stød Verden giver. Han sled og sparede,
til det tykkedes ham at skrabe saa meget sammen,
at han kunde klare Papirerne paa en lille Ejendom
ude paa Sandet —
og saa sig igen engang om efter
en Kone. Han blev Kærest med en Pige ude fra et
af Fiskerlejerne; og hende opnaaede han da at
blive gift med.
Der er Mennesker, paa hvis Husryg Ulykkens
Fugl holder af at sidde og baske med de sorte
Vinger. Oftest er den usynlig for alle andre end
dem selv; men det hænder ogsaa, at alle andre
kan se den, kun ikke de den slaar sig ned hos.
Lars Peter var af den Slags Folk, som alle hol-
der Øje med i Forventning om, at der skal times
dem noget. Der klæbede ved hans Slægt de to
største Mysterier af alle —
Blodet og Forbandelsen;
at han selv var saa god og glad af Sind gjorde
ikke det hele mindre spændende. Noget var der
sikkert i Behold for ham, enhver kunde se Ulyk-
kesfuglen paa hans Husryg.
Selv saa han ingenting, men førte tillidsfuldt sin
Pige hjem. fingen fortalte ham, at hun forhen
havde været bundet til en Sømand som druknede;
og hvad Nytte skulde det vel ogsaa været til?
Lars Peter var nok ikke den Mands Søn, som lod
sig skræmme bort af en Død, han havde saa vist
intet udestaaende med nogen. Og ingen undgaar
sin Skæbne!
De havde det saa godt sammen, som to Men-
nesker kan have det; Lars Peter var god ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Tue Nov 11 10:29:16 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ditte/1/0126.html