8 * 115 hende, hjalp hende med Malkning naar han selv var færdig, og bar Vand ind for hende. Hansine var glad og tilfreds; enhver kunde se paa hende, at hun havde faaet en god Mand. Den Fugl der holdt til paa deres Tag, var nok alligevel ingen anden end Storken, for ret snart kunde Hansine betro Lars Peter, at hun var med Barn. Det var den herligste Meddelelse han endnu havde faaet i sit Liv, og hvad han ikke havde haft travlt før fik han nu. Om Aftenen stod han ude i Huggehuset og arbejdede, der skulde tømres Vugge og Gangstol og skæres smaa Træsko. Han brummede til Arbejdet, noget der skulde ligne en Melodi, det samme altid; og bedst som han stod i sit eget, kom Hansine løbende ud og kastede sig ind til ham. Hun var blevet underlig under Svan- gerskabet, havde ingen Ro paa sig, eller gik og faldt helt hen — som om hun lyttede efter fjærne Stemmer — og var ikke til at raabe op. Han skrev det paa Tilstandens Regning og mødte det med godt Humør. Hans ligevægtige Sind virkede paa hende, saa hun blev rolig og glad igen. Men undertiden brød det ud i Angst, og hun kom lø- bende ned til ham i Marken, helt ude af sig selv. Saa var hun næsten ikke til at bringe tilbage til Huset, og han maatte love aldrig at tage længer bort, end at hun kunde se ham. Hun var bange for et eller andet der hjemme, men naar han pressede paa hende for at faa at vide hvad det var, blev hun stum.