116 Da hun havde født Barnet, gik det over, og hun blev den gamle igen. De var glade for den Lille og havde det bedre end nogensinde før, Men ved næste Svangerskab gentog det sig, blot stærkere endnu. Der var Tider, hvor hun slet ikke turde være i Huset, men gik omkring ude paa Marken og fortvivlet vred Hænderne ind i sit For- klæde. Lars Peter maatte hente det skrigende Barn ud for at faa hende lokket over Tærsklen. Denne Gang overgav hun sig og betroede ham, at hun havde været trolovet med en Sømand, der havde taget det Løfte af hende, at hun skulde for- blive ham tro, om han kom noget til derude. »Er han saa blevet derude da?« sprugte Lars Peter langsomt. Hansine nikkede. Og han havde truet med at komme igen og kræve hende, om hun brød sit Ord. Han vilde knirke med Loftslemmen, havde han sagt. »Gav du ham det Løfte frivilligt?« Lars Peter saa grundende ud. Nej, Hansine mente nok, han havde presset hen- de til det. »Saa er du heller ikke bundet af det,« sagde han. »Min Slægt er kanske ikke saa meget værd at tage efter, Udskudsfolk som vi jo er. Men Far og Bedstefar plejede altid at sige, at de Døde behøvede jeg ikke at nære Frygt for; de var nem- mere at bjærge sig for end de Levende.« Hun sad bøjet ned over den Lille, der havde grædt sig i