117 Søvn i hendes Skød, og Lars Peter stod med Ar- men om hendes Skulder og vuggede hende blødt frem og tilbage, mens han talte hende til Fornuft. »Og nu skal du tænke paa den Lille dér — og den anden Lille du gaar med ogsaa! Det eneste, der aldrig kan faas Tilgivelse for, er dersom vi ikke er gode ved dem der betroes os.« Hansine tog hans Haand og trykkede den mod sine forgrædte Øjne. Saa rejste hun sig og lagde den Lille i Seng; hun var rolig nu. Rakkeren kendte ikke til Overtro af nogen Slags, eller Frygt heller. Som en lysende Stribe gennem Almuens Mørke havde hans Slægt været i denne Henseende; det var de Egenskaber, der havde stødt den ud — og bestemt dens Haandværk. Den, det ikke spøger for, spøger det af! Den eneste Forbandelse han kendte, var For- bandeisen ved at være udstødt og frygtet; og den var gudskelov hævet for hans Vedkommende. Søgs- maal fra død Mand troede han ikke paa. Men han forstod, at der foregik noget alvorligt indven- dig i Hansine, og var bekymret paa hendes Vegne. Før han gik i Seng, tog han Loftslemmen af Hængs- lerne og gæmte den inde under Taget. Saaledes fik de deres Børn det ene efter det andet, under Tristhed og Besvær. Det blev ikke bedre, snarere værre for hver ny; og saa meget Lars Peter holdt af sine Unger, ønskede han dog, at der ikke maatte komme flere. Men paa Bør- nene selv var det ikke at mærke, at de var baaret