118 under et angstfyldt Hjærte. De var som smaa lysende Sole, der kredsede om ham Dagen lang fra de kunde bevæge sig. De satte Sang til hans Gærning, og hver ny der meldte sig, tog han imod som en Guds Gave. Hans Kæmpenæver lukkede sig helt om det nyfødte Pus, naar han fik det rakt af Jordemoderen — viklet og trillet saa det lignede et Støvleskaft — og løftede det op under Loftet. Hans Stemme kimede som en dyb Klokke af Jubel, og den Nyfødte dinglede med det uforholdsmæssige Hoved fra Side til Side og klippede med Øjnene mod Lyset. Aldrig havde nogen set et Menneske være saa glad for sine Børn, for Konen, for alting som Lars Peter. Han havde kun Lovtaler om dem i sin Mund, det var herligt det hele. Fremad med Ejendommen gik det ikke just. Den var ringe i sig selv, og Lars Peter havde Ord for at sidde i Uheld. Enten mistede han et Kreatur, eller Kornet blev beskadiget af en Haglbyge. Det var de andre, der førte disse Hændelser til Bogs, Lars Peter selv havde ingen Følelse af at være forfulgt af nogen særlig ond Skæbne. Tværtimod, han var glad for sin Gaard ogsaa og sled lige ufor- trødent i det. Ingenting bed paa ham. Da Hansine gik med det femte Barn, var det rent galt med hende. Lemmen havde hun faaet ham til at hænge igen under det Paaskud, at hun ikke kunde væi-e i Køkkenet for Træk. Denne Gang havde hun det med kun at ville opholde sig derude — hun gik og ventede paa, at Lemmen