119 skulde give sig til at knirke. Klage sig gjorde hun ikke mere, og angst var hun i Grunden heller ikke. Det var ligesom hun havde indrettet sig paa noget, der alligevel ikke kunde undgaaes;*hun var fjærn i det, og Lars Peter havde en trist Fornemmelse af, at hun ikke tilhørte ham mere. Om Natten kunde han vaagne og opdage, at der var tomt ved hans Side — og fandt hende ude i Køkkenet, stiv af Kulde. Han bar hende i Seng som et lille Barn og talte gode Ord til hende, og hun faldt i Søvn ved hans Bryst. Hendes Tilstand var saadan, at han ikke turde tage hjemmefra og lade hende være alene med Børnene; han maatte leje et Menneske til at holde Øje med hende og tage sig af Huset. Hun for- sømte alting nu og kunde se paa de Smaa med Øjne, som var det dem hele Ulykken stammede fra. En Dag han var kørende til Staden med et Læs Tørv, skete det forfærdelige. Det Hansine havde gaaet saa længe og ventet paa, var vel nu blevet til Alvor. Hun sendte Konen, der skulde være hos hende, bort under et eller andet Paaskud; og da Lars Peter kom hjem, brølede Kreaturerne og alle Døre stod aabne. Kone og Børn var ingen Steder at se. Smaakræet smøg sig om Benene paa ham, mens han gik rundt og kaldte. Han fandt dem i Brønden. Det var et forfærdeligt Syn at se dem ligge paa Rad Mor og fire Børn, først paa Sten- broen, vaade saa det var en Ynk, og siden lig-