120 klædte paa Bordet i Storstuen. Sømanden havde sandelig taget sin Ret! Moderen var sprunget ned sidst, med den Mindste i Favnen; saadan fandt man hende, med Barnet trykket ind til sig, og saadan tik hun Lov at komme i Kisten, skønt hun føje havde gjort sig fortjent til det. Der var ingen, der ikke rystedes dybt af den forfærdelige Jammer. Man kunde godt have villet yde Rakkeren en trøstende og hjælpende Haand nu; men han trængte ligesom ingenting til midt i al sin Elændighed. Han var ikke nem at komme til at yde Tjenester. Han gik og puslede om de Døde, til Dagen kom da de skulde i Jorden. Ingen saa ham fælde en Taare, end ikke ved Jordpaakastelsen, og Folk undredes over hans stærke Sind; han havde dog hængt saa stærkt ved dem. Han hørte nok til dem, der havde faaet den Forbandelse ikke at kunne græde, mente Kvinderne. Da Begravelsen var overstaaet, bad han en Hus- mand om at se lidt til Kreaturerne derhjemme; han maatte en Tur til Staden, sagde han. Der- med forsvandt han, og i et Par Aar saa ingen noget til ham; det forlød, at han var taget til Søs. Gaarden gik tilbage til Kreditorerne; der var ikke mere, end det lige kunde dække Udlæget, saa det tabte han i al Fald ikke noget ved. Men en skønne Dag dukkede han op paa Egnen igen, den samme som altid, parat til at begynde forfra lige som den Mand Job. Han havde