121 sparet sig lidt Penge sammen i de forløbne Par Aar og købte en forfalden Hytte et Stykke Norden for sin tidligere Gaard. Til Hytten hørte en Mose og en halv Snes Tønder Land daarlig Jord, som aldrig havde været under Plov. Han anskaffede sig nogle Faar og lidt Fjerkræ, opførte sig et Ud- hus af Græstørv og Rør fra Mosen — og tog saa fat. Han gravede Tørv og solgte, og naar der var god Sildefangst, drog han ned til det nærmeste Fiskerleje med sin Bør, købte en Dragt Sild og trillede fra Hytte til Hytte med den. Han tuskede gærne og tog gammelt Metal, Klude og Ben i Bytte. Det var Slægtens Sysler han tog op igen, og han følte et eget Velvære ved det; skønt han aldrig selv havde handlet, faldt det gammelkendt for ham. En Dag hjemførte han en stor knoklet Hest, som han havde faaet billigt, fordi ingen anden kunde faa Skik paa den; en anden Dag førte han Sørine ind under sit Tag. Alting lykkedes for ham. Sørine havde han truffet ved et Sammenskuds- gilde nede i en af Fiskerhytterne, og de blev hur- tig enige. Hun var ked af sin Plads og han af at ligge ene; saa flyttede de sammen. Han var paa Færde Dagen lang og ofte om Natten med. I den rigtige Fisketid, kørte han hjemmefra ved Et-Totiden om Natten for at være i Lejet, naar de første Baade kom ind. Saa gik Sørine ikke i Seng, men blev oppe og purrede ham ud, for at han ikke skulde sove over sig. Det uregelmæssige Liv faldt lige saa naturligt for hende