122 som for ham, og hun tog godt ved. Saa nu havde han da Kone igen, og det en Kone som forstod at bruge sig. En Hest havde han, som der ikke fandtes Mage til i hele Landet — og Gaard! N.ogen Herregaard var det vel ikke, den var klinet op af Halm og Ler og Stænger; Folk der kom foi'bi paa Vejen, lo og pegede. Kun Lars Peter var glad for den. Hans Væsen var Tilfredshed — lidt for meget syntes Sørine. Hun havde det paa en anden Maade, hun stræbte fremad, puffede idelig til ham og vilde til Vejrs i Samfundet. Hendes Væsen var nok nærmest Ærgærrighed. Naar han var ude, tog hun sig af alt derhjemme; og den første Sommer hjalp hun ham at opføre et rigtigt Udhus, af gam- melt Bindingsværk og ubrændte Sten, som hun strøg henne i Lergraven og tørrede i Solen. »Nu har vi da Kreaturerne anbragt lige som andre Mennesker,« sagde hun, da det var færdigt. Men det hørtes paa hendes Stemme at hun ikke var tilfreds. Lars Hansen slog undertiden paa, at de burde tage Mormor og Ditte i Huset. »De sidder saa ene og kukkelurer,« sagde han — »og Vorherre maa vide, hvor de faar Føden fra.« Men det vilde Sørine ikke høre Tale om. »Vi har nok om Ørerne dem foruden,« svarede hun skarpt, »og Mor lider vist ingen Nød. Hun har altid været Hink til at forsyne sig selv. Skal de herover, saa vil jeg da have de Penge, hun fik