127 døren, og dem skelede Degnen op til, naar han sang. De kunde sagtens, Øvrigheden bar Slæbet for dem og stod bukkende ved Vogndøren, og ved sølet Føre var der altid en Roekone parat til at lægge sig paa alle fire foran Vogntrinet, saa de kunde stige tørskoet til Vogns. Paa deres Daabs- attest kom der nok aldrig til at staa uægte; skønt det ofte var saa som saa med Ægtheden! »Men hvorfor la’r Vorherre sig nøje med det?« spurgte Ditte forundret. »Det er han nok nødt til, ellers blev der vist hverken bygget Kirker til ham eller gjort anden Stads ad ham,« svarede Maren. »Gammelfar Søren paastod altid, at Vorherre er i Lommen paa de Store, og én er færdig ved at tro, at han havde Ret.« * * * Tre Dage om Ugen travede Ditte nu til Skolen, der laa en Times Vej inde, paa Overdrevet. Hun slog Følge med de andre Børn fra Lejet og kom gennemgaaende godt ud af det med dem. Rørn er tankeløse men ikke beregnet onde; det skal de først lære af de Voksne. Hvad de raabte efter hende, havde de hørt hjemme; det var For- ældrenes Sladder og Domme, der gik igen i deres Mund. Nogen Hensigt var der ikke i det; Ditte der var vagtsom paa dette Omraade, opdagede snart, at de behandlede hinanden indbyrdes paa samme Maade. De kunde raabe Horeungen til