128 hende, men i næste Øjeblik var hun igen paa Lige med dem; der var ingen Trang til at støde hende nedad i det. Denne Opdagelse tog Braadden af Skældsordet — ømskindet var hun ikke. Og For- ældrene advarede ikke længer af Overtro deres Børn imod hende; den Tid, da Gamle Maren som en gudsforgaaen Heks red Egnen, var sporløst glemt. Nu var hun kun en gammel Stakkel, der sad og hutlede sig igennem med en uægte Datter- unge. Der kom Børn i Skole lige saa langt inde fra den anden Side, helt inde fra Egnen ved Sandet. Og det hændte, at de ad den Vej spurgte Nyt om Sørine og Lars Peter. De havde ikke set Dittes Far længe, og der kunde for saa vidt godt være passeret ham en Ulykke, saadan som han maatte ligge og rakke paa Vejene Nat og Dag i al Slags Vejr. Et Held var det, at Ditte kom sammen med Børn nede fra de Kanter, som kunde meddele, at alt stod vel til dernede. Havde Sørine end aldrig villet sin Mor noget godt, saa var hun jo dog Kød og Blod af Marens eget. En Dag kom Ditte hjem og erklærede, at nu skulde hun hen og være hos sine Forældre; der var kommet Bud om det til Skolen med et Barn derhenne fra. Gamle Maren kom til at ryste, saa Strikke- pindene klirrede. »Men de har jo sagl, de vilde ikke have dig!« udbrød hun, Trækkene i hendes Ansigt skælvede.