129 »Jamen nu vil de ha’e mig — altsaa! Jeg skal hjælpe til med de Smaa,« svarede Ditte vigtig og gav sig til at samle sine Sager sammen paa Bor- det. Hvergang hun kom hen og lagde en Ting paa Bordet, klippede det i den Gamle; saa sagde hun et eller andet trøstende og strøg Bedste over den dirrende Haand, der ikke var andet end store blaa Aarer. Maren sad stum og strikkede blot; hendes Ansigt var saa underlig lukket og slukket. »Jeg skal nok komme hjem og se til dig; men saa maa du ogsaa være fornuftig. Du kan nok forstaa, at jeg ikke kan blive gaaende her hos dig hele mit Liv. Jeg skal nok tage Bønner med, og saa drikker vi Kaffe sammen og har det saa rart. Men saa skal du ogsaa love mig ikke at sidde og græde, for det kan dine Øjne ikke taale.« Ditte stod og talte, i en tør snusfornuftig Tone, mens hun lagde et Tørklæde om sine Sager. »Og nu maa jeg gaa, ellers naar jeg ikke der- over inden Aften, og saa bliver Mor vred.« Hun sagde Ordet Mor med et eget højtideligt Tonefald, som udelukkede det enhver Indvending. »Farvel søde rare Bedste!« Hun kyssede den Gamle paa Kinden og traskede af med sin Bylt. Da Døren havde lukket sig efter hende, be- gyndte Maren at klage og jamre hen for sig, i en graadfarvet Enetale, der efterhaanden gav Luft for alle Sorger og Savn, alle jordiske Bekymringer, alle Længsler mod Døden. Der var meget der tyngede hende, og naar hun kom igennem det alt, Andersen Nexø. 9