130 kunde hun uden Skade begynde forfra. Det taalte at gentages to Gange, saa ondt og haardt var det — det meste af det; og det gjorde godt at rippe op i det atter og atter. Hun blev længe ved, og var kanske blevet meget længer ved endnu, om hun ikke pludselig havde følt to Arme om sin Hals og en vaad Kind mod sin. Det var altsammen Skarnstøsens; hun kom tilbage igen og fortalte, at hun slet ikke skulde afsted. Ditte var kommet godt paa Vej; helt ind til Bagerens, som undredes paa, hvor hun vel skulde hen med den store Pakke, og stansede hende. Hendes Forklaring om, at hun skulde hjem til Forældrene og være, vilde de ikke tage for gode Varer; Bageren havde truffet hendes Fader paa et Kreaturmarked Dagen før, og han havde ingenting nævnt om det, men tvært imod skikket Hilsen. Ditte stod forlegen og hørte paa alt dette. Og med ét dukkede der Tvivl op i hende selv ogsaa; hun vendte sig i et Ryk — pludselig som hun var i sine Bevægelser — og satte hjemefter ad Næs- hytten til. Hvorledes det hele egentlig forholdt sig, brød hun ikke sit Hoved med; hun følte sig bare saa urimelig lettet over, at hun fik Lov at komme tilbage til Bedste igen. Og Bedste baade lo og græd, spurgte og kunde ikke finde Mening skabt i det altsammen. »Skal du saa slet ikke afsted da?« udbrød hun for Gud ved hvilken Gang; hun turde ikke rigtig tro paa det.