131 »Nej jeg skal selvfølgelig ikke. Jeg har jo sagt dig, at Bagerens sagde, jeg skulde ikke.« »Ja Bagerens, Bagerens — men hvad har de egentlig med det at skaffe? Du havde jo selv faaet Besked om, at du havde at komme.« Ditte fik travlt med at bore sin Næse ind i Kinden paa Bedste. Maren løftede Hovedet: »Havde du ikke, Barn? Svar mig!« »Jeg ved det ikke, Bedste,« sagde Ditte og gæmte sit Ansigt ind til hende. Bedste holdt hende ud fra sig: »Saa har du narret mig, dit Skarn! Skam skal du faa, som handler saa ilde med mit stakkels gamle Hjærte.« Maren begyndte at hulke igen og kunde ikke holde op; det var kommet saa urimelig bag paa hende altsammen. Og kunde en saa endda finde Rede i det hele, men Tøsen blev ved at paastaa, at hun ikke havde løjet. Hun mente bestemt, hun havde faaet den Besked, og var fortvivlet over, at Bedste ikke vilde tro hende. Lyve naar det for Alvor kom til Stykket som nu, plejede hun ikke; saa efter det maatte hun have faaet Beskeden. Paa den anden Side sagde Tøsen selv, at hun ikke skulde afsted — skønt det med at Bageren gav Modordre ingen Steder havde hjemme. De havde jo simpelt hen stoppet hende, fordi hendes Færd var dem paafaldende. Maren begreb det ikke — med mindre det da var saadan, at Tøsen havde fjantaseret sig det hele til. 9 *