136 og hele Søen tog Stemning deraf. Naar Ditte for Alvor var ked af det, forestillede hun sig, at hun løb ned til Søen, gæmte sig i Rørene og sad dér og drømte sig hjem til Bedste. Eller kanske bort til noget, der var endnu bedre; noget som hun ikke kendte, men som var i Behold for hende et eller andet Sted. Ditte tvivlede ikke om, at der var noget ganske særligt i Behold for hende, noget man ikke engang kunde forestille sig, saa herligt var det. Ogsaa sin Leg forlagde hun i Tankerne til Søen, og naar Længslen efter Bedste blev for stærk, løb hun ud ved Hushjørnet og stirrede bort over den vide Vandflade. Nu vidste hun for Alvor, hvad Bedste var værd. Nede ved Søen havde hun ikke været endnu; der var overhovedet ingen Tid til at lege. Klokken seks Morgen meldte den Mindste sig, præsis som et Urværk, og saa maatte hun op i en Fart, tage ham fra Moderens Side og klæde ham paa. Lars Peter var Aæd Morgensyslerne, hvis han ikke alle- rede ved To-tre-Tiden var taget afsted til Stranden efter Fisk. Naar han var hjemme, stod Sørine op sammen med Børnene; ellers holdt hun nok af at snue lidt og lade Ditte tage det første Stød af for den nye Dag. Saa blev Morgensyslerne forsømt, de to Kreaturer stod derude i Laden og brølede langtrukkent, Grisen skreg over sit Trug, og Hønsene stod i Flok med Panden mod Gluggen og ventede paa at blive sluppet ud. Ditte opdagede snart, at