137 hendes Moder var flinkere, naar Faderen var hjem- me, end naar han var ude, for saa kunde hun godt gaa den halve Formiddag og dvaske, uredt og med en Slat Skørt over Natlinnedet og et Par Slæber paa de bare Ben, mens alting fik Lov at flyde. Ditte syntes, at dette var den omvendte Verden. Hun tog selv Pligten alvorligt og havde endnu ikke været tilstrækkeligt sammen med Voksne til at lære at gaa under Øjne og snyde sig fra Arbejde. Hun vaskede de smaa Søskende og klædte dem paa. De var morgensprælske, kaade og uregérlige, og hun havde nok at gøre med at tumle dem alle tre. De to ældste sprang fra hende, saa snart de saa deres Snit og løb nøgne ud; saa maatte hun tøjre den mindste, mens hun holdt Jagt paa dem rundt om Huset. De Dage hun skulde i Skole føltes som en Let- telse for hende. Hun kunde lige naa at faa sine Søskende fra Haanden og Grøden slugt, før hun skulde afsted. I sidste Øjeblik fandt Moderen ofte et eller andet, som maatte gøres først, saa maatte hun løbe den lange Vej. Fraset det, at hun ofte kom for sent og fik Skænd for det, var det rart at gaa i Skole. Hun nød det at sidde stille i den varme Skolestue mange Timer i Træk og rigtig hvile Sind og Lemmer; Lektierne var ikke svære, og Læreren var en rar Mand. Ofte lod han dem løbe ude hele Timer, mens han gik og arbejdede i sin Mark, og det hændte jævnlig, at hele Skolen rykkede ud og hjalp