138 til med at tage hans Korn ind eller sanke Kar- tofler op. Det var Arbejde med Humør over. Ungerne var som en Flok sladrende og skrigende Fugle, de skræppede op, lavede Kommers og kappedes i Ar- bejdet. Og naar de kom ind, havde Lærerens Kone dækket Kaffebord i Klassen. Mest af alt i Skolen holdt Ditte af Sangtimerne. Hun havde aldrig hørt anden Sang end Bedstes, og hun sang kun, naar hun spandt — for at Hjulet ikke skulde slingre og Traaden blive ujævn, sagde hun. Maren sang altid den samme Vise, paa en enstonig glidende Melodi; hun digtede den selv, mente Ditte; for den blev kort eller lang som hun var i Humør til. Læreren sluttede altid Skoledagen med en Sang, og første Gang Ditte hørte det fulde Kor af de mange Stemmer, blev hun overvældet og brast i Graad. Hun lagde sig ned over Pulten og tud- brølede. Læreren afbrød Sangen og kom ned til hende. »Hun blev vist forskrækket,« sagde de nærmeste Piger. Han snakkede godt for hende, og fik hende til at tie igen. »Har du da aldrig hørt Sang før, Barn?« spux-gte han da hun blev roligere, forundret. »Jo Spindevisen,« snøftede Ditte. »Hvem sang saa den for dig da?« »Bedste .« Ditte tav med ét og begyndte at svælge tungt igen, Tanken om Bedste var lige