139 ved at gøre det helt af med hende. »Bedste sang den, naar hun spandt,« fik hun endelig sagt. »Det er vel en rar gammel Bedste, du har? Hol- der du meget af hende?« Ditte svarede ikke, men det Ansigt hun vendte mod ham glitrede som Sol i Væde. »Kan du ikke nok synge Spindevisen for os?« Ditte saa fra den ene til den anden, hele Klassen stirrede spændt paa hende; hun følte, at nu ven- tedes der noget af hende. Hun kastede et hastigt Blik paa Lærerens Ansigt; saa rettede hun Øjnene mod Pulten og gav sig til at synge, med en lille sprød Stemme, der vibrerede af saa mange mod- stridende Følelser: Undseelse, det Højtidelige ved Situationen, og Sorg ved Tanken om Bedste som nu kanske sad og længtes efter hende. Uden at vide af det bevægede hun den ene Fod mens hun sang, som én der træder Kokken. En og anden forsøgte en Fnisen, men et Blik fra Læreren bragte dem til at tie. Nu spinder vi for Dittemor til Strømper og til Bul rav rav, i Ro; og rav rav, i Ro! Men Bullen biir af pure Sølv og Strømperne af Guld falderille, falderille, ra ra ra! Og Ditte gaar paa Vejen ud saa rød og rund og blød rav rav, i Ro; og rav rav, i Ro! Der møder hun en liden Prins i Skarlagen rød falderille, falderille, ra ra ra!