141 »Det faar hun ogsaa nok!« svarede Læreren. »Og saa faar Bedste det godt,« tilføjede han og strøg hende over Haaret. * * * Uden at vide af det havde Ditte med ét Slag vundet baade Læreren og de andre Børn for sig. Hun havde sunget for Klassen, ganske alene, det turde ingen af de andre driste sig til. Læreren kunde godt lide hende for hendes Frimodighed og saa en Tid gennem Fingre med, at hun kom for sent. Men en Dag blev det ham dog for meget, han dømte hende til at sidde over. Ditte gav sig til at græde. »Det er Synd for hende,« sagde de andre Piger, »hun løber hele Vejen! Og hun faar Prygl, om hun kommer for sent hjem. Hendes Mor staar hver Dag ved Hushjørnet og venter — hun er saa stræng.« »Saa maa vi have fat i din Mor,« sagde Læreren. »Dette her kan ikke blive ved at gaa!« Ditte slap for at sidde over, men fik en Seddel med hjem. Da den heller ikke hjalp, fulgte Læreren med hende hjem for at tale med Moderen. Men Sørine fralagde sig alt Ansvar. Kom Tøsen for sent, var det simpelthen, fordi hun gik og drev paa Vejen. Ditte stod forundret og hørte til; hun begreb ikke, at Moderen kunde lyve saadan og se lige frejdig ud. For at bjærge sig greb hun saa selv til en Løgn.