142 Hver Morgen saa hun sit Snit til at stille det lille Svejtserur et Kvarter frem. Det virkede for saa vidt som hun nu mødte tidsnok i Skolen; men hun kom for sent hjem. »Du bruger et Kvarter mere om Vejen nu,« skændte Moderen. »Vi fik saa sent fri i Dag,« løj Ditte og gjorde sig Umag for at anlægge samme frejdige Mine, som hun havde set Moderen tage paa, da hun løj. Hun havde Hjærtet i Halsen, men godt gik det — mærkværdig nok! Nu var hun saa meget klogere! — I Dagens Løb listede hun sig saa til at stille Klokken tilbage igen. En Dag i Mørkningen hun stod paa en Stol og var i Færd med at stille Klokken tilbage, kom Moderen bag paa hende. Ditte kastede sig ned fra Stolen og fik hurtig den lille Povl op fra Gulvet, hvor han laa og kravlede; i sin Angst søgte hun Dækning bag den Lille. Men Moderen rev ham fra hende og gav sig til at slaa løs paa hende. Ditte havde nok faaet et Tjat nu og da, naar hun var uartet, men dette var første Gang hun rigtig fik Prygl. Hun blev helt vild, sparkede, bed og hvinede, saa det var alt det, Moderen kunde tumle hende. De tre Smaa skreg omkap med hende. Da Sørine syntes, Tøsen havde faaet nok, slæbte hun hende ud i Brændeskuret og stødte Døren i. »Lig nu dér og'brøl færdig, saa kaske du lærer at lade være med den Slags Hundekunster en anden