143 Gang!« raabte hun og gik ind. Hun var saa for- pustet, at hun maatte sætte sig ned; den Skarns Unge havde været lige ved at tage Magten fra hende. Ditte var aldeles ude af sig selv, en Stund hvi- nede hun og sparkede omkring sig. Men efter- liaanden tog Skrigene af og gled over i en for- tvivlet Graad. »Bedste, Bedste!« jamrede hun. Der var helt mørkt i Brændehuset, og hvergang hun kaldte paa Bedste, hørte hun en puslende hyggelig Lyd inde fra Mørket i Skurets Baggrund. Hun stirrede fortroligt derind og fik Øje paa to grønne Ildkugler i Mørket, de kom og forsvandt og kom igen. Ditte kendte ikke til at være mørkeræd. »Mis, Mis,« kaldte hun hviskende. Ildkuglerne for- svandt og i næste Øjeblik var der noget der strøg usigelig blødt hen over hende. Og nu brast det for hende igen, hun fik den inderligste Medlidenhed med sig selv ved dette Kærtegn. Mis, lille Mis! der var dog én, der holdt af hende! Nu vilde hun hjem til Bedste. Hun rejste sig op, øm og forslaaet, og følte sig frem til Lugen. Da Sørine syntes, Indespærringen havde varet længe nok, og kom for at lukke hende ud, var hun borte. Ditte løb udad i Mørket, smaabrølende; det var koldt og blæsende, Begnen slog hende i Ansigtet. Hun havde ingen Benklæder paa — dem havde Moderen taget fra hende til de Mindre, sammen