144 med den gode Bul Bedste havde strikket — den vaade Kant af Kjolen skar hende paa Benene, der var tykke efter Slagene af Birkeriset. Men den silende Begn gjorde godt. Med ét fløj noget op til Siden for hende; hun hørte Lyden af Siv der stod og rokkede i Vand — og vidste at hun var kommet bort fra Vejen. Og med det samme kunde hun ikke mere. Hun krøb ned under noget Purr og laa dér, sammenrullet som en syg Hvalp, og rystede. Hun laa og vaandede sig uden egentlig at have Smærter mere, Kulden gjorde hendes Lemmer føles- løse og dræbte Smærten. Det var hendes Barne- sjæl, der var i Vaande og nu og da fik hende til at krympe sig sammen; den vred sig under Me- ningsløsheden og Tomheden i hendes Tilværelse. Hun trængte til varme Hænder, til en Moder først og fremmest, der vilde tage hende ømt ind til sig — og fik kun Knubs og haarde Ord fra den Kant. Der forlangtes tilmed af hende, at hun selv skulde yde det, hun savnede haardest af alt; hun havde at vise en Moders Langmodighed og utrættelige Opofrelse mod tre byrdefulde Unger, der ikke var stort mere hjælpeløse end hun selv. Hendes sorte Fortvivlelse afløstes lidt og lidt af Sløvhed. Had og Vrede, Afmagt og Savn havde tumlet sig i hendes Sind og mattet det ud. Kulden kom og gjorde sit, og hun sank hen i en Døs. Der lød en ejendommelig Lyd henne paa Vejen, en Skuren og Knagen og Skumpien som kun kunde