145 frembringes af én eneste Vogn paa denne Jord. Ditte aabnede Øjnene, der gik en Følelse af Glæde gennem hende — Faderen! Hun vilde kalde men kunde ikke faa en Lyd frem, og hvergang hun prøvede at rejse sig, knækkede Benene sammen under hende. Hun asede sig møjsommeligt op over Grøftekanten og midt ud paa Vejen; dér faldt hun sammen. Da Storeklavs naaede hen til Stedet, stoppede den op; den slog med Hovedet, prustede og var ikke til at drive frem. Lars Peter sprang af og frem til Hestens Hoved for at se hvad der var i Vejen; og der fandt han Ditte, stiv af Kulde og bevidstløs. Inde under hans varme Kørekappe kom hun til sig selv og fik Liv i de kolde Lemmer; Lars Peter lukkede dem, ét for ét, ind i sin Kæmpenæve og tøede dem op. Ditte laa ganske stille i hans Favn og lod sig tumle med, hun kunde høre hans væl- dige Hjærte slaa under Tøjet dum, dum! Hvert Slag var som et Puf af en stor blød Snude, og hans dybe Stemme gik helt ind under hende som en Orgeltone, saa det snurrede hende ud i Tæerne. Hans store Hænder, der tog i saa meget haardt og grimt, var det varmeste, hun vidste. Som Bedstes Kind — det blødeste af alt i Verden — var de. »Saa, nu skal vi to vist af og løbe lidt,« sagde Faderen pludselig. Ditte vilde nødig, hun havde det saa lunt og godt. Men der hjalp ingen kære Mor. »Vi maa have Blodet rigtig i Omløb igen,« sagde han og løftede hende af Vognen. Saa løb 10 Andersen Nexø.