146 de et Stykke ved Siden af Storeklavs, der kastede sine vældige Koder frem i Luntetrav for at vise at den ogsaa kunde. »Er vi snart hjemme?« spurgte Ditte, da hun igen sad paa Vognen, godt indpakket. »Naa-aa, der er da et Stykke Vej endnu — du har løbet over en Mil, Barn! Men fortæl mig nu, hvordan det skal forstaas, at du render her paa Vejene og tosser.« Saa maatte Ditte fortælle, om Skolegangen, Uret som hun stillede paa, Pryglene og det hele. Ind imellem brummede Lars Peter, vred underlig paa sig eller trampede med Foden i Vognbunden — han kunde ikke ret vel taale at høre paa dette her. »Men du siger det ikke til Sørine, vel?« til- føjede hun angst. »Til Mor,« skyndte hun sig at rette sig selv. »Du skal bare ikke være bange,« var det eneste han sagde. Han talte ikke paa Resten af Turen og var længe om at spænde fra; Ditte beholdt han ude hos sig imens. Sørine kom ud med en Lygte og talte til ham, men han svarede ikke. Hun kastede et sky Blik paa ham og Barnet, hængte Lygten fra sig og skyndte sig ind. Lidt efter kom han ind, med Ditte ved Haanden, hendes lille Haand rystede i hans. Han var graa i Ansigtet; i den højre holdt han en tyk Stok. Sørine flygtede for hans Blik, helt hen under