153 Skilling til Skilling, men alligevel havde det lange Udsigter, om ikke der skete noget. Og hvad kunde der vel ske, som forkortede den trælse Vej mod Maalet, kun ét — at Moderen lagde sig til at dø. Hun havde saamænd levet længe nok og ligget andre til Byrde; Sørine fandt at hun godt kunde være bekendt at pakke sammen. Men se om hun gjorde det. Det hændte, at Lars Peter vendte hjem allerede om Eftermiddagen. Det brøstfældige Køretøj var kendeligt paa lang Afstand, Vognen gav sig for hver Omdrejning af Hjulene, det knagede, raslede, skurede og slæbte paa. Det var som om alle Køre- tøjets Dele talte eller sang i Munden paa hinanden, og naar Børnene hørte den kendte Støj langt oppe paa Vejen, fløj de ud, øre af Glæde. Storeklavs, der mere og mere kom til at ligne en vandrende Skindsæk med en uordentlig Bunke Knokler i, gav sit Besyv med, snart nøs den og pustede, snart rumlede det i den som var alle Verdenshjørners Vinde indespærrede i dens Bug. Og ind i det hele Kor gik Lars Peters lykkelige Brummen. Naar Storeklavs fik Øje paa de Smaa, gnæggede den, Lars Peter rettede sig op fra sin ludende Stilling og holdt op med at synge, og Vognen gik i Staa. Han løftede dem op i Luften, alle tre-fire paa en Gang som et Knippe, holdt dem et Øjeblik mod Himlen og satte dem i Vognen, ømt som var de af skørt Glas. Den der havde faaet Øje paa ham først, fik Lov til at holde Tømmerne.