159 Ja de smaa Søskende! Ditte blev helt øm om Hjærtet ved Tanken om dem. De havde haft deres Maade at tage hende paa; ved at gøre hende Til- værelsen træls og byrdefuld havde de lukket sig ind i hendes Sind. »Hvordan har Povl det?« spurgte hun, da de var kommet over Bakken og hun ikke mere kunde se Bedstes Hytte. »Ja, du ved nok, han græder saa meget, naar du ikke er hjemme,« sagde Faderen stille. Ditte vidste det. Han var i Tandperioden nu og skulde helst være mellem Hænder, hans Kinder var røde af Feber og Munden tyk Og hed indvendig. Saa hang han i Moderens Skørter, blev fejet til Side og stødte sig. Hvem var der saa til at tage ham paa Skødet og snakke godt for ham? Det satte sig som en Anklage i Barnets altfor rumme- lige Hjærte; hun fortrød, at hun var rendt fra ham, og blev stille af Længsel efter at have ham paa sit Skød igen. Hun fik ondt i Ryggen, naar hun bar paa ham — ja, og Læreren skændte paa hende, fordi hun ikke kunde rette sig. »Det er din egen Skyld,« sagde Moderen saa — »lad vær og slæb paa den store Unge! Han kan gaa paa sine Ben, kan han.« Men naar han nu græd og havde det ondt! Ditte kendte altfor godt fra sig selv Barnets Trang til at føle sig nær et bankende Hjærte. Hun havde Rester af den Trang i sig endnu, skønt hun ikke havde haft det for godt i Moders Liv. Sørine var ond, naar Lars Peter vendte tilbage