160 med Ditte, og saa i flere Dage ikke til den Side, hvor hun gik. Men saa sejrede Nysgærrigheden. »Hvordan staar det til med den Gamle — er hun blevet daarligere?« spurgte hun. Ditte, der gik ud fra, at Moderen spurgte af Med- følelse, fortalte udførligt om, hvor elændigt det var med Bedste: »Hun ligger i Sengen altid, og faar kun Mad, naar der ser nogen ind til hende med lidt.« »Saa kan hun vel ikke gøre det ret meget læn- ger,« mente Moderen. Ved de Ord stak Ditte i at græde. Saa skændte Moderen: »Tossede Tøs, er det noget at tage paa Vej for. Gamle Folk kan vel ikke leve evig og ligge andre til Byrde. Og naar Mormor dør, faar vi nyt Stue- hus.« »Nej, for Bedste siger, at det der kommer ind for Huset skal deles lige. Og det andet « Ditte gik brat i Staa. »Hvad for andet?« Sørine bøjede sig frem, hen- des Næsebor udvidede sig. Men Ditte klemte Læberne fast sammen. Bedste- moderen havde strængt forbudt hende at nævne noget som helst om det dér — og her sad hun og vrøvlede. »Dumme Tøs! Tror du ikke jeg ved, at du tæn- ker paa de to Hundrede Daler, der blev betalt for dig. Hvad skal der saa gøres med dem da?«