166 mere end fem. — Men du fløjter maaske efter en Kaffetaar paa Sengen?« Ditte skottede hen til Moderen, der stod med Ryggen til. Saa nikkede hun ivrigt. Lars Peter drak halv af sin Kop, kom saa mere Sukker i og rakte Tøsen den. Sørine stod ved Kakkelovnen og klædte sig paa. »Nu er I saa ordentlige,« sagde hun — »og lar vær at slaas. Der staar Mel og Mælk, du kan røre ud til Pandekager til Middag; men du under- staar dig ikke i at komme Æg i.« »Aa Herregud, et Æg eller to —« forsøgte Lars Peter. »Husholdningen maa du lade mig om,« svarede Sørine. »Og saa er det bedst, du staar op nu, inden vi kører, saa du kan tage dig af Sagerne.« »Hvad skal det nu gøre godt for?« sagde Lars Peter igen. »Lad Børnene blive i Sengen, til det dages. Kræet har faaet, og saa brændes der ikke Lys til ingen Nytte.« Det sidste forstod Sørine: »Naa, ja ja! Men vær nu forsigtig med Ilden — og spar paa Sukkeret.« Saa kørte de. Lars Peter skulde til Havet efter Fisk som sædvanlig, men først vilde han køre Sørine ind til Staden, hvor hun skulde afsætte Maanedens Æg og Smør og gøre Indkøb af saa- danne Ting, der ikke kunde faas hos Landhand- leren. Ditte laa og lyttede efter Vognen, til hun gled over i Søvnen igen. Da det begyndte at dages, stod hun op og gjorde