168 »Nej til Hegnet,« sagde Søster og tog besvær- gende Ditte om Kinderne med sine smaa Hænder, der altid var snavsede af at rode — og blaafrosne. Hun havde set Skoven i det fjærne og længtes derover. »Ja, til Hegnet. Men saa maa I være dygtige, for der er langt ben.« »Vi maa da gærne sige det til Mis,« Søster saa paa Ditte med sine store udtryksfulde Øjne. »Ja, og til Far,« faldt Kristian ind. »Ja men saa heller ikke noget andet Menneske,« indprentede Ditte dem. «Husk nu det!« De to Smaa kom paa Trillebøren, og Kristian gik ved Siden af og holdt ved, og saadan drog de ud. Der laa Sne allevegne, Buskene stod og stak tykke hvide Kattepoter ud til alle Sider, og i Hju- sporet knasede Isen under Børens Hjul. Alting var morsomt, de sorte Krager, Skaden der sad og skoggerlo ad dem i Tjørnen, og Rimsneen der pludselig drat ned fra Træernes Grene, lige i Hove- det paa dem. Der var en halv Mil til Hegnet, men Ditte var vant lil anderledes Vejlængder og regnede det ikke. Hun lod Kristian og Søster skiftes til at gaa, Povl vilde ogsaa af og ned i Sneen, men maatte pænt blive paa Køretøjet. Det gik helt fornøjeligt, til de var naaet Halv- vejen. Saa begyndte de Smaa at kede sig og spørge utaalmodigt efter Skoven. De frøs, og Ditte maatte hvert Øjeblik stanse og rulle deres Fingre varme.