169 Føret blev tungt af Solen, og hun blev selv træt. Hun søgte at opmuntre dem og sled i det en Stund endnu; men uden for Sognefogdens Gaard gik det hele uhjælpeligt i Staa. En stor glubsk Hund fandt deres Færd mistænkelig og spærrede dem Vejen. Per Nielsen kom frem i Porten for at se, hvad Hunden gøede saa forrykt ad; han saa snart, hvor- dan det var fat, og fik dem indenfor. De kom lige til Middag, Konen gik i Køkkenet og stegte Flæsk med Æbler i. Der lugtede dejligt, og da hun havde tøet deres valne Fingre op i koldt Vand, var de helt vel tilpas og stillede sig op ved Kom- furet alle tre. Ditte søgte at faa dem væk fra Komfuret, men de var sultne. »I skal nok faa noget,« sagde Sognefogdens Kone, »men sæt jer nu pænt hen paa Bænken, for her gaar I mig i Vejen.« De fik hver et Stykke Kage og blev anbragt ved det skurede Spisebord. De havde aldrig været ude før, deres Øjne gik forslu- gent fra Ting til Ting, mens de tyggede; paa Væg- gene hang Kobbertøj og skinnede som Sole, og over Komfurets ene Kogehul laa en stor blank Kobberkedel med Klap paa Tuden. Den lignede en vældig Rugehøne af dem med Kam. _Da de havde spist, tog Per Nielsen dem ud i Stalden og viste dem Smaagrisene, der laa som en Række Pølser ud fra Moderen og saa ud som de hang ved med Snuden. Bagefter kom de ind til Konen igen og fik Æbler og Klejner, og det bedste