♦ 170 kom til allersidst, da Per Nielsen spændte for den pæne Fjedervogn for at køre dem hjem. Trille- børen kom op bag i Vognen og fik sig ogsaa en Køretur. De Smaa lo over det, saa det raslede i deres Struber. »Tossede Unger, at farte saadan ud paa egen Haand,« sagde Sognefogdens Kone, da hun stod ude og stoppede til om dem. »Hel- digvis er Lykken ofte bedre end Forstanden.« Og det var de alle fire enige med hende i, at de kom finere hjem til Skadereden end de kørte ud. Turen havde været storartet, men nu slog Arbej- dets Time. Moderen havde ikke regnet med Ud- flugter og havde væltet en stor Bunke Klude frem ude paa Loen, som skulde sorteres, uldne for sig og linnede for sig. Kristian og Søster kunde nok hjælpe lidt til, naar de vilde tage sig sammen; men der var ingen Alvor i dem i Dag. De var overstadige af Turen og smed Kludene i Hovedet paa hinanden. »Nu maa I ikke slaas,« gentog Ditte hvert Øjeblik, men det hjalp ikke. Da Mørket faldt paa, var de ikke mere end halv færdige. Ditte hentede den lille Stuelampe, hvori der brændte halv Olie, halv Petroleum, og sled videre; hun græd af Fortvivlelse over, at de ikke blev færdige til Forældrene vendte hjem. De blev alvorlige ved at se hendes Fortvivlelse, en Stund gik Arbejdet rask fra Haanden. Men saa var de paa Gulvet igen og holdt Jagt paa hinanden; og under Løbet kom Kristian til |at sparke til Lam- pen, saa den gik i Stykker. I samme Øjeblik var