171 det forbi med Kaadheden; Mørket naglede dem til Stedet, de turde ikke røre sig. »Ditte ta’e mig,« klynkede de fra hver sit Hjørne af Loen. Ditte fik Lodøren op. »Find selv ud!« sagde hun haardt og famlede sig frem efter Povl, der laa og sov i en Kludebunke; hun var vred. »Nu skal I i Seng til Straf,« sagde hun. Kristian smaagræd hele Tiden. »Jeg vil ikke ha’e Prygl af Mor, det vil jeg ikke!« blev han ved at gentage. Han slog Armene om Dittes Hals som søgte han Ly hos hende. Og saa var det ude med hendes Vrede. Hun havde faa et Tranlygten tændt og hjalp dem af Tøjet. »Naar I nu vil være søde og straks lægge jer til at sove, saa skal Dittemor løbe til Landhandelen og købe'en anden Lampe,« sagde hun. »Men saa maa I finde jer i at ligge alene saalænge.« Hun turde ikke lade Lys brænde hos Børnene, og slukkede Lygten før hun gik. De var ellers bange for at ligge alene i Mørke; men som Forholdene i Øjeblikket laa, var der ikke noget der hed at gøre Vrøvl. Ditte ejede en 25 Øre; Hun havde faaet den af Bedste engang i deres Velmagtsdage, og bevaret den trofast gennem alle Fristelser til nu. Saa meget herligt havde hun lovet sig for den, og nu maatte den springe — for at redde lille Kristian for Klø. Hun lagde sig dvælende foran Hullet i Fodmuren, hvor den var gemt, og tog Stenen fra; det gjorde alligevel ondt i hende. Saa rejste hun