172 sig og løb afsted til Landhandleren saa hurtig hun kunde — for at Fortrydelsen ikke skulde indhente hende. Landhandlerens havde ingen Lampe til de Penge. Det var en Mulighed, Barnet ikke havde regnet med; for femogtyve Øre kunde man simpelt hen købe alt. Hun stod lidt og overlagde, hvad der nu var at gøre; saa købte hun en Natpotte med Hank til otte Skilling, og Brystsukker for Resten. Da hun kom hjem, sov de smaa Søskende. Hun tændte Lygten og gav sig i Færd med at smøge de visne Blade af Birkeris, som skulde bindes til Koste; træt var hun efter den indholdsrige drøje Dag, men hun kunde ligefrem ikke være ledig. Den stærke Birkeduft rev hende i Næsen, og hun faldt i Søvn over Arbejdet. Saadan fandt Foræl- drene hende. Sørines skarpe Blik sagde hende straks, at ikke alt var som det skulde være. »Hvorfor har du Lygten tændt?« spurgte hun, mens hun knappede Kaaben op. Ditte maatte ud med Sproget — »men jeg har købt en anden!« føjede hun hurtigt til. »Saa — hvor er saa den?« Moderen saa sig omkring i Stuen. »Nej, for de havde ingen til femogtyve Øre. Men saa købte jeg denne her.« Ditte lagde sig paa Knæ .og halede det ny Møbel frem under Forældrenes Seng.